Den legendariske højttalerproducent Dynaudio har lanceret Evoke - en familie bestående af fem passive hi-fi højttalere designet til at bringe ægte topklasse-teknologi, produktionskvalitet og luksuriøse overfladebehandlinger til enhver livsstil.

Evoke er blevet designet og udviklet helt fra bunden og byder på avanceret teknologi, der er taget direkte fra Dynaudios topklasse Contour-serie samt den ultimative Confidence-serie.

Serien består af to modeller, som er beregnet til standere eller reol (Evoke 10 og Evoke 20), to gulvhøjttalere (Evoke 30 og Evoke 50) samt en dedikeret centerkanal (Evoke 25C), der gør serien egnet til komplette hjemmebiograf-systemer. Evoke er den seneste triumf for Dynaudio Labs, som er virksomhedens nye højteknologiske udviklingsafdeling ved hovedkvarteret i Skanderborg. Designprocessen tog udviklingsholdet til nye højder i forhold til teknologi og intensive analyser i det enorme Jupiter-målerum... for slet ikke at snakke om god gammeldags lytning.

Den helt nye Cerotar-diskant debuterer i Evoke. Det er et nyt design baseret på Dynaudios prisbelønnede jubilæumsdiskant i Esotar Forty og den utrolige Esotar3, som findes i den nye Confidence. Under den 28 mm store soft-dome membran sidder den nye, indre Hexis-halvkugle (der ellers kun findes i Confidence). Denne optimerer luftstrømningen bagved den lydproducerende overflade med henblik på at udjævne diskantens frekvensrespons og eliminere uønskede resonanser. Den nye motor har strotium-carbonat Ferrit+ keramiske magneter for at opnå yderligere forøget følsomhed.

Esotec+ enhederne byder på Dynaudios proprietære MSP (Magnesium Silicate Polymer) membraner - ganske som alle virksomhedens andre højttalere til hi-fi, professionelle lydstudier og biler har gjort det i årtier. 14 cm-udgaverne i Evoke 10, 30 og 25C har nye kantophæng og forbedret Ferrit+ magneter, som øger deres slaglængde, frekvensrespons og dynamik i det lave frekvensområde - alt imens formidabel gengivelse af mellemtonen bevares. 18 cm-enhederne i Evoke 20 og 50 låner teknologi fra Contour og Confidence for at levere uforlignelig dynamik og timing i det lave frekvensområde. Mellemtone-enheden i Evoke 50 er baseret direkte på den, som findes i den højt respekterede Contour 60. Den har en kraftfuld neodynium-magnet samt letvægtsmaterialer (inklusiv en svingspole af aluminium), der er optimeret specifikt til at håndtere mellemtoneområdet. Alle Evoke-højttalere har topklasse delefiltre med nøje udvalgte komponenter for at opnå den allerbedste ydeevne.

Hvert af de stilrene, elegante kabinetter (som hver især er resultatet af måneders arbejde med prototyper, raffinering og omhu) fås med fire forskelige overfladebehandlinger: Black High Gloss, White High Gloss, Walnut Wood og Blonde Wood. Nye teknikker til lakering giver glansudgaverne en fantastisk, næsten glasagtig overflade, mens træudgaverne har synlige årer, der giver et varmt og naturligt udtryk.

»Vi skabte Evoke, fordi vi ønsker, at alle skal have mulighed for at nyde ægte hi-fi - det vi alle stræber efter - uden at skulle omarrangere rum, smide højtelsket udstyr ud eller kæmpe med prisen. Vi skabte Evoke til dem som kæmper med, hvad de skal lytte til næste gang,« fortæller product manager Otto Jørgensen.

Hos High-Performance Audio har vi bestilt Evoke 10, Evoke 20 og Evoke 30 hjem til butikken og har endvidere de aktive Xeo 10 og Focus 60 XD stående til demonstration, samt Contour 60 og selvfølgelig den komplette Music-serie.