Så er KEF klar med en ny version af den meget attraktive LS50 Wireless, nu i en version 2 som er en klar evolution af den meget populære forgænger, nu designet til at håndtere og afspille musik i højeste opløsning, nu også MQA og DSD.

AirPlay 2, Roon Ready, Chromecast, Spotify Connect, Bluetooth, Tidal, Qobuz, Amazon, multirum - LS50 Wireless II er klar til det hele og nu helt uden forbindelseskablet mellem de to højttalere, noget som den oprindelige LS50 Wireless fik lidt kritik for.

Ønsker du den højeste kvalitet, så er forstærkeren optimeret med flere watt og DAC'en nu 24-bit / 384 kHz og håndterer både MQA (Tidal Master) og DSD256. Går du op i den allerhøjeste opløsning over 24-bit / 96 kHz, så kræves et forbindelseskabel mellem de to højttalere.

LS50 Wireless II er baseret på 12. generation af den berømte Uni-Q højttalerenhed som drives af en 100 watt klasse AB-forstærker (diskanten) samt en 280 watt klasse D-forstærker (bassen). Nu er maks lydtryk oppe på 108 dB.