Den store high-end audio-messe i München var igen et imponerende skue af lækkert hifiudstyr fra hele verden, noget var ekstremt ekstravagant og andet var bare kæmpestort, for slet ikke at tale om prislappen på noget af udstyret. Der var rum som oversteg 10 millioner i pris. Der var gode oplevelser og ligegyldige oplevelser blandt de 600 forskellige brands.

Relevant for vore repræsentationer, var der en række af meget spændende nyheder: Audiovector præsenterede for første gang deres nye R8 Arreté, en meget flot high-end højttaler i walnut burl, som spillede særdeles overbevisende, én af udstillingens bedste oplevelser. Prisen er kr. 420.000 for sættet.

Bassocontinuo lancerede en lækker entry-level serie indenfor deres fantastiske hifi-racks. Baseret på de kendte løsninger, fås nu Classic-serien til meget rimelige penge. Samtidig oplevede vi version 2.0 af Reference-serien som nu er endnu mere kompromisløs, luksuriøs og unik.

Chord præsenterede Hugo2 TT, den balancerede og stationære version af den hæderkronede Hugo2 transportable DAC. Specifikationerne rækker højt, 768 kHz PCM og DSD512.

Clearaudio fejrede sit 40-års jubilæum med modellen Reference Jubilee, en ualmindelig lækker kompakt pladespiller udført i pansertræ, med en 70 mm tallerken i rustfrit stål og POM. Omfattende en TT3 tangentialarm og en Jubilee MC pickup er prisen cirka kr. 150.000.

En kampvogn af en 220 kg forstærker, 5500 VA strømforsyning og 1500 watt i 8 ohm (6000 watt i 2 ohm) er specifikationerne på den nyeste forstærker fra Dan d'Agostino en særdeles solid monoblok med navnet Relentless og prisen taler vi ikke om.

dCS spillede på deres nye Rossini SACD-transport, et absolut lækkert drev i den meget seriøse ende af skalaen.

Dynaudio præsenterede og spillede på deres nye high-end-serie Confidence og det bliver spændende at nærlytte til de forskellige modeller 20, 30, 50 og 60. Confidence er netop sluppet ud af udviklingsafdelingen i Skanderborg.

Hegel introducerede nyeste integrerede forstærker, H590 et kraftværk af muskler, med alt indenfor features, funktioner og flotte specifikationer. Det bliver givetvis en populær forstærker.

Innuos spillede på sin nye topmodel Zenith Statement, en ultimativ musikserver i 2-delt kabinet og separat 8-dobbelt lineær strømforsyning. Lyden var imponerende opløst og sprød.

Stenheim bød på en Signature-version af deres fantastiske Alumine FIVE. Signature-versionen kan leveres i andre farver, har læderbaffel samt andre fødder for endnu bedre placering og afkobling.

Vivid præsenterede deres nye serie Kaya, bestående af tre gulvhøjttalere, en kompakt- samt centerhøjttaler. Meget flot og organisk design. Lyden var meget lovende og priserne skulle starte ved kr. 75.000 for den mindste gulvhøjttaler.

Vi vil i takt med mere information, priser og billeder oprette alle ovenstående produkter på vores hjemmeside, stay tuned eller send os en mail og vi fortæller alt hvad vi ved.